PRESSE

Pressemeddelelse den 4. oktober 2013:

 

Brancheforeningen for Alternativ Isolering utilfreds med svar fra Forskningsministeren

Brancheforeningen for Alternativ Isolering, BAI, har nu fået svar fra Forskningsminister Morten Østergaard, efter at brancheforeningen i foråret sendte et åbent brev til Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, hvor BAI satte spørgsmålstegn ved bestyrelsessammensætningen i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI).

Kritikken i det åbne brev satte bl.a. spørgsmålstegn ved upartiskheden i DBI’s bestyrelse, hvor flere af medlemmerne har tilknytning til mineraluldsindustrien, helt konkret Rockwool.

Men Forskningsminister Morten Østergaard, der har fået problematikken forelagt, mener ikke, at der er nogen habilitetsproblemer i forhold til bestyrelsessammensætningen i DBI. Han skriver i sit svar, at det i DBI’s vedtægter er fastsat, at DBI skal være uafhængig af særinteresser og eksterne parter. Desuden fremgår det, at såfremt et bestyrelsesmedlem har en særlig personlig eller økonomisk interesse i en sag, der er til behandling i bestyrelsen, kan det pågældende medlem ikke deltage heri.

– Men det er ikke godt nok, siger Carsten Kudsk, formand for Brancheforeningen for Alternativ Isolering, BAI.

– BAI mener, at fx Rockwool via deres position og indflydelse i organer som Dansk Brand og Sikringsinstitut, Dansk Standard m.v. udøver et ihærdigt arbejde for at sikre, at love, regler og normer udformes på en sådan måde, så netop mineralulds industriens produkter tilgodeses.

– Vores medlemmer oplever næsten dagligt, ofte fejlagtige og generaliserende angreb på deres produkters tekniske egenskaber fra Rockwools side – herunder de brandhæmmende egenskaber. For Rockwool konkret er brandbeskyttelse et betydeligt parameter i deres salgsargumentation. Og ingen kan da være i tvivl om, at repræsentationen i bestyrelseslokalerne i fx DBI, vel næppe er til ugunst for Rockwool, siger Carsten Kudsk.

– Ifølge Forskningsminister Morten Østergaard vil man sikre sig mod interessesammenfald ved, at bestyrelsesmedlemmer med interesser i en konkret sag, ”går uden for døren” under sagen behandling.

– Men gad vide hvor ofte det er sket i praksis, slutter formanden for BAI Carsten Kudsk.

 

www.bai-isolering.dk

Pressekontakt:
Carsten Kudsk
Tlf: 60 89 94 24
Lindholm Havnevej 29 2 sal
5800 Nyborg

 

 

Pressemeddelelse den 13. maj 2013:

 

Brancheforening sætter spørgsmålstegn ved bestyrelsen i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut

Brancheforeningen for Alternativ Isolering, BAI, sætter nu spørgsmålstegn ved bestyrelsessammensætningen i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI), der som et uvildigt, teknologisk institut bl.a. står for at brandgodkende nye isoleringsmaterialer. Brancheforeningen BAI mener bl.a., at det er iøjnefaldende, at bestyrelsen i uvildig og uafhængig institution som Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut bl.a. tæller medlemmer, der er direkte involveret i produktion af isoleringsmaterialer. Således har Vicepræsidenten for Rockwool, Johan Prior Knock, bl.a. sæde i bestyrelsen i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.

 

– Som repræsentanter for den alternative isoleringsbranche giver det naturligvis anledning til stor undren, når vi konstaterer, at bestyrelsen i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut bl.a. omfatter en repræsentant fra Rockwool. Som branche finder vi det af stor betydning, at netop de personer, der sidder i ledelsen af et uvildigt institut som Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, ikke producerer, importerer eller markedsfører isoleringsprodukter, som er afhængige af en god brandklasse, siger Carsten Kudsk, der er formand for Brancheforeningen for Alternativ Isolering, BAI.

 

Vi har derfor valgt at sende et åbent brev til Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, hvor vi bl.a. spørger ind til følgende spørgsmål:

– Med hvilket grundlag har DBI valgt, at instituttets formentlig største kunde skal repræsenteres i DBI’s bestyrelse af uvildige/ upartiske medlemmer?
– Mener DBI at dette sender ”de rigtige signaler” til omverdenen i forhold til ”board governace”?
– Mener DBI at det er i orden, at et bestyrelsesmedlem repræsenterer en storkunde, der er dybt afhængige af optimale brandgodkendelser?

 

Brancheforeningen for Alternativ Isolering, BAI, arbejder for at skabe mere lige vilkår for producenter af alternative isoleringsprodukter i forhold til den traditionelle isoleringsindustri, herunder mineraluldsindustrien. Brancheforeningen for Alternativ Isolering har i dag 7 medlemsvirksomheder, der alle producerer eller importerer alternative isoleringsprodukter.

 

Yderligere information hos:

Carsten Kudsk – tlf: 60 89 94 24

Brancheforeningsformand BAI

 

BAI – Brancheforeningen for Alternativ Isolering

Lindholm Havnevej 29, 2. sal

5800 Nyborg

 

Website: www.bai-isolering.dk

E-mail: info@bai-isolering.dk

Telefon: +45 60 89 94 24

 

 

Pressemeddelelse den 6. februar 2013:

 

Ny brancheforeningen sætter fokus på alternativ isolering

En ny brancheforening vil skabe mere lige vilkår for producenter af alternative isoleringsprodukter, der føler, at den mere traditionelle isoleringsindustri spænder ben for, at de alternative producenter af isoleringsmaterialer får lige vilkår på markedet i bl.a. byggeindustrien.

 

– Producenter og udbydere af alternativ isolering oplever jævnligt, at man umiddelbart efter at have lanceret nye produkter som enten er bedre eller billigere end mere traditionelle isoleringsprodukter, udkommer der rapporter fra private teknologiske institutioner, der indeholder misvisende konklusioner, der følges op med pressemeddelelser og korrespondance til offentlige myndigheder – til fordel for mineraluldsindustrien, siger formanden for den nye brancheforening, Carsten Kudsk.

 

Den nye forening med navnet BAI – Brancheforeningen for Alternativ Isolering – er derfor etableret, for at varetage de alternative isoleringsprodukters interesser.

 

– Uden at være en markedsføringsorganisation, vil vi på saglig og redelig vis udbrede kendskabet til alternative isoleringsprodukter. Vi vil på vegne af vores medlemmer være talerør overfor byggebranchen, offentligheden, offentlige instanser, det politiske miljø og andre relevante aktører. Og vi vil offentligøre eksempler på, hvordan vi mener, der foregår urimelig forskelsbehandling, fordrejning af konklusioner samt misbrug af offentlige myndighedes ressourcer, der i nogle tilfælde kommer til at fungere som håndlangere for den traditionelle isoleringsindustri, siger Carsten Kudsk.

 

Foreningen vil også arbejde for, at uddannelsesinstitutionernes undervisningsmaterialer i langt højere grad end i dag i rimeligt omfang giver de studerende mere viden om alternative isoleringsmaterialer.

 

Den nye brancheforening, der har sekretariat i Nyborg, tæller indtil videre lige knap 10 medlemmer, der alle repræsenterer producenter eller importører af alternative isoleringsprodukter.

 

Yderligere information hos:

Carsten Kudsk – tlf:60 89 94 24

Brancheforeningsformand BAI

 

BAI – Brancheforeningen for Alternativ Isolering

Lindholm Havnevej 29, 2. sal

5800 Nyborg

 

Website: www.bai-isolering.dk

E-mail: info@bai-isolering.dk

Telefon: +45 60 89 94 24