Hvorfor bliver isolerings kravene bare tykkere og tykkere, er det fremtidens isolering?
5 spørgsmål til eksperten – Ivar Moltke
Af Peter Cordsen, mandag 08. nov 2010 kl. 13:52
Hvem ved bedre hvad der sker i teknologiens verden, end de der beskæftiger sig med den til daglig?
Vi vil gerne være klogere på hvad der sker, og derfor spørger vi løbende eksperter inden for forskellige felter, hvad der sker i deres verden, og svarene viderebringer vi til inspiration.
Vi har udarbejdet 5 faste spørgsmål, som vi altid stiller de udvalgte eksperter. Vi ved dog at når folk først har fået munden på gled kan det være svært at holde sig indenfor spørgerammen. Giv os endelig en melding, hvis I har nogle forslag til spændende ”interviewofre” i tankerne.
Vi har stillet de 5 spørgsmål til Ivar Moltke
Ivar Moltke er en af de virkelig kreative og fremadskuende personer på Teknologisk Institut. Han er oprindeligt uddannet arkitekt og har stået bag en række banebrydende projekter inden for byggeri som f.eks. Villa Vision. Han er en pioner indenfor innovation og udvikling inden for en række faglige områder og har siden sine teenageår arbejdet med udviklingsprojekter. I dag har han patent på flere brugbare opfindelser.
Her kan du se spørgsmål og svar:
1. Hvis du kigger på samfundets og erhvervslivets udvikling, hvor tror du så, at fremtidens behov og udfordringer vil ligge inden for dit arbejdsområde?
Efterisolering af den eksisterende boligmasse er en stor udfordring. Selvfølgelig findes der løsninger, men med de eksisterende isoleringsmaterialer bliver tykkelsen af isoleringen ofte et problem. Derfor er der brug for nytænkning, så der kan udvikles isoleringsløsninger der er tynde men er højisolerende og ukomplicerede at arbejde med.
Endvidere tror jeg, der vil være en stigende efterspørgsel efter overflader der enten er selvrensende eller som gør rengøring lettere end i dag
Den hurtige udvikling af smartphones, trådløse netværk mm vil åbne muligheder for automatik og fjernbetjening af alt muligt, og forhåbentligt gøre livet lettere også for ældre, bevægelseshæmmede og andre grupper der vokser eksplosivt i fremtiden.
2. Hvad den mest interessante teknologi indenfor dit arbejdsfelt lige nu?
IT vil fortsætte sin eksplosive udvikling og trække den mere træge bygningssektor med sig til alt fra styring i bygninger til mere effektiv projektering, udførelse, e-handel, mass customization og virtuelle oplevelser.
3. Hvilke anvendelsesområder har teknologien?
I sin yderste konsekvens vil fordobling af ITs ydeevne hvert halvandet år føre til robotter med menneskelignende intelligens i løbet af de næste 20-30 år. Det fører til ting vi ikke kan forestille os.
4. Er der et uudnyttet potentiale i teknologien, som nye opfindelser kan udnytte?
Masser af muligheder, og de er blevet nemmere at få ud på markedet i form af apps hos Apple og Android
5. Hvilke problemer kunne du forestille dig at teknologien blev brugt til at løse?
Alt det trivielle kan automatiseres i løbet af de kommende årtier. Det er allerede flere år siden at bil prototyper kørte rundt i almindelig trafik og rutefly har kunnet flyve automatisk i årtier.
Kilde: http://ing.dk/artikel/113761-5-spoergsmaal-til-eksperten-ivar-moltke